De mest ventede spil i 2012
Sniper Elite V2
Her starter vi anden del af vores store preview af 2012. Vi ser nærmere på headshots, følelsesladet gameplay, fedladne, skallede mænd og bryster. Vi lægger ud med et regulær lækkerbidsken for campere i alle aldre: Sniper Elite V2Det er de færreste gamere der ikke bliver våde i bukserne over et perfekt headshot. Kombinerer man det med den lige dele fantastiske og hadede hobby "Camping", får man et af de bedste gamingfænomener overhovedet: Sniperen. Om man løber rundt og "Awapper" folk i Counter Strike eller ligger på lur i et buskads i Battlefield 3 er underordnet. Det er FEDT at snipe. Følelsen af at følge det intetanende bytte i sit sigtekorn og derefter blæse knoppen af det er fantastisk, og noget der ligger dybt i alle gameres DNA.
Vi ved ikke særlig meget om Sniper Elite V2, men safterne løber stadig løbsk, når titlen bliver nævnt på redaktionen. Som med det første spil fra 2005 foregår Sniper Elite V2 under 2. verdenskrig, hvor du som snigskytte skal eliminere diverse tyske soldater og befalingsmænd. Historien og baggrunden for Sniper Elite V2 er for og så vidt fuldstændig ligegyldig. For det er Rebellions fokus på realisme og utilgiveligt gameplay, der for alvor rejser vores digitale flagstænger!
Afstand, tyngdekraft, vind, kuglens gennemslagskraft og din egen placering inden du skyder er alle vigtige aspekter, når du skal lade det dræbende skud falde i Sniper Elite V2. Stormer du frem som en Call of Duty-spiller, vil du blive nedlagt som en SOPA-støtte til en LAN-fest. Formår Sniper Elite V2 at levere samme spillestil som forgængeren, kommer vi til at kaste vores ubetingede kærlighed efter spillet, der endnu ikke har en fast udgivelsesdato, ud over 2012.
Udgivelse: 2012
Platform: Xbox 360, PlayStation 3, PC
| « Forrige side | Næste side » |